Karlslunde IF vs FC Roskilde

Det spirende forår viste sig fra sin flotteste side, da FC Roskilde i går gik i kamp mod Karlslunde IF. Der var gratis adgang, hvilket var fair, da tilskuerne skulle se kampen fra ydersiden af en hegn, som faktisk gav en ret dårligt udsyn.

Det var top mod bund, hvilket dog ikke var så nemt at se i ret mange perioder af kampen. Karlsunde spillede – efter eget udsagn – også deres bedste kamp i sæsonen. Det er svært at vurdere, men vi kan dog roligt sige, at de gjorde det rigtig godt offensivt i 2. halvleg, og gjorde det generelt svært for FC Roskilde, der ikke fik spillet til at fungere optimalt.

1. halvleg blev en lidt sær oplevelse, der var hverken “fugl eller fisk” – FC Roskilde havde bolden mest, men kom sjældent frem til farlige chancer. Det var som om der manglede “nerve”, men også idéer til at bryde afgørende igennem – og det gjaldt begge hold. Meget symptomatisk blev 1. halvlegs eneste scoring et selvmål af hjemmeholdet på et hårdt indlæg fra Montell i højre side.

I 2. halvleg løsnede det hele mere op. Hjemmeholdet begyndte at smide forsigtigheden over bord. Det fightede flot og gik efter udligningen – de havde flere hurtige omstillinger, som de burde have scoret på, men manglede skarpheden. De headede på overliggeren og de havde en friløber, der sparkede forbi målet.

Og så skete det, som ofte sker, når et hold satser meget fremad banen – FC Roskilde bringer sig i stedet foran 0-2. Indskiftede Mads Julø laver en fin aktion i venstre side, hvorefter han sender bolden smukt ind til bagerste stolpe, hvor Monday går fantastisk flot i luften – han hænger længe i luften, og kan dirigere bolden over målmanden og ind i modsatte hjørne. Virkelig et flot mål.

Her tænkte man så – ja, der ser man hvordan bundholdet ikke har tur i deres afslutninger, men topholdet scorer på deres. Men her opdagede man så, at man skulle tro om igen. For hjemmeholdet kørte ufortrødent videre på og spillede deres chance.

I kampens sidste 10 minutter laver de to fine mål. Først banker Simon Raahave bolden hårdt op i nettaget på en cut back-aflevering og i den originale spilletids sidste minut udligner Julius Lip i den umiddelbare omstilling de får efter at Mads Julø, meget tæt under mål, sparker et kæmpe tilbud over mål.

I overtiden får FC Roskilde endnu en gigantchance – endda i to omgange efter indlæg fra venstre side. Det sidste spark sender ellers boldsikre Nicklas Schmidt forbi mål, da han rammer bolden helt skævt. Virkelig ærgerligt, at FC Roskilde ikke kunne snuppe alle tre point i overtiden.

Skal sandheden frem ville det dog nok ikke være helt rimeligt, når man tager hjemmeholdets 2. halvleg i betragtning.

2 - 2
Fuld Tid