B93 vs FC Roskilde

FC Roskilde leverede fredag aften en flot indsats og tog alle tre point på Østerbro Stadion. Arman blev matchvinder og Brylov snuppede et straffespark.

Anders Theil havde inden kampen i utvetydige vendinger fortalt spillerne, at når vi i øjeblikket er et bundhold, skal vi også spille som et bundhold. Og det betyder helt kort, at alle mand fighter 100% fra start til slut, at alle mand står op for hinanden, og at der ikke spilles med for høj risiko i de bagerste rækker.

Og det var nøjagtigt hvad FC Roskilde gjorde fredag aften på et stemningsfyldt Østerbro Stadion. Spillerne fulgte “gameplanen” og der blev gået til vaflerne. Spillet blev ikke for hårdt, men det var kontant og det var til at få øje på, at Roskilde var kommet til Østerbro for at få noget med hjem.

I den forbindelse gør det jo så heller ikke noget, at Arman Taranis var i hopla og da Maarup helt vidunderligt sender ham i dybden, ja så er han iskold, da han i høj fart kommer ned mod Michael Falkesgaard i B.93-målet. Han lopper bolden usvigelig sikkert over den fremstormende keeper og ind i netmaskerne. Der var spillet 16 minutter og sikke dog et flot mål.

Og det gør så heller ikke noget, at da dommer, Jesper Nielsen, fløjter et straffespark – måske ikke verdenshistoriens største af slagsen – ja, så viser Marco Brylov sin klasse og snupper det med en god redning. Han havde læst hjemmeholdets anfører og gik til den rigtige side. Her var da spillet godt 25 minutter.

I det 28. minut opsnapper Arman en opspilsfejl og afslutter med ydersiden helt ude ved stolpen – men denne gang kunne Falkesgaard i fuld længde bokse til hjørnespark.

Roskilde formåede med en solid defensiv at holde hjemmeholdet fra de helt store chancer samtidig med, at de et par gange blev rigtig farlige selv. I det 87. minut var det tæt på at blive 0-2. Gustav Fraulo sætter fart i højre side og sender en perfekt aflevering over til Emil Nielsen i modsatte side – han er alene med keeperen, men Emil får overplaceret afslutning, og bolden smutter forbi stolpen. Her var ellers den gyldne chance til at lukke kampen definitivt.

Efter mere end fem minutters tillægstid fløjtes kampen endelig af, og hele FC Roskilde-lejren – inklusive en del medrejsende tilskuere, som vi siger mange tak for støtten til – kunne bryde ud i jubel.

Sejren og de tre point var tiltrængt, og nu starter forberedelserne til næste weekends kampe, hvor Kolding kommer på besøg.

0 - 1
Fuld Tid

Storsejr i den sidste træningskamp.

0 - 5
Fuld Tid

B93 vs FC Roskilde

Forhåndsvisning
b93-fcr

B93 vs FC Roskilde 29-07-2022

B93 vs FC Roskilde 29-07-2022

I går aftes sendte FC Roskilde et godt spillende B.93 ud af årets pokalturnering efter en umanérlig flot arbejdsindsats.

Det var én af den slags kampe, hvor man ikke bare vandt 1-3 på udebane i sæsonens første kamp, hvor der virkelig var noget på spil, og dermed gik videre til 2. runde i Pokalen – man var også pavestolt og man var blevet underholdt på fornemmeste vis.

Et skønt sommervejr og et vidunderligt velholdt græstæppe dannede rammen om denne 1. runde pokalkamp på hyggelige Østerbro Stadion.

Lad det var sagt, så ingen er i tvivl – B.93 var et stærkt og homogent hold, med mange spændende typer. De spiller hurtigt og har et stærkt udtryk. Ingen tvivl om det. De manglede bare skarpheden foran mål.

FC Roskilde havde lidt udfordringer med det høje tempo, og man kunne mærke at hjemmeholdet var et gedigent god sammenspillet hold med 2. divisionstempo i fødderne. Det skulle “Ørnene” lige vænne sig til. Men det kom som kampen skred frem.

Første halvleg endte målløs, og uden de helt store ting at lave for nogle af keeperne. Man sad dog ikke og kedede sig. I 2. halvleg var det som om, at FC Roskilde havde vænnet sig til tempoet og der blev sat gode angreb sammen i begge ender af banen – men stadig uden at nogen af holdene formåede at få netmaskerne til at blafre.

I kampens sidste minut havde Valdemar Schousboe et stort tilbud for at lukke kampen – det samme havde B.93 også sekunderne efter, hvor de misbrugte et stort tilbud tæt under mål. Stillingen forblev dog 0-0.

Kampen gik i 2 x 15 minutters forlænget spilletid, og man kunne mærke, at flere spillere begyndte at se lidt mærkede ud, og kramperne begyndte at vise sig. Men hold da op, hvor gutterne fightede med næb og klør og ALLE spillerne gav ALT, hvad de havde i sig – det var en fornøjelse af de store, at se.

De spillere, der blev udskiftet var ikke fordi de ikke havde en god dag – de kæmpede til de dårligt kunne kravle ud over sidelinjen. Der løber ægte vikingeblod i årerne på de gutter!

99. minut

FC Roskilde sender bolden frem i feltet, og en god chance er under opbygning – Monday væltes ureglementeret om i feltet og dommer, Kasper Madsen, peger på 11 meter-pletten. Hvem havde krudt i benene til at sparke og nerverne under kontrol til at tage dette vigtige spark. Andreas Chabert går til bolden og smasker den flot i mål højt oppe og ude i den ene side. 0-1 og glæden var stor i FC Roskilde-lejren.

110. minut

FC Roskilde har bygget et rigtig fint angreb op – bolden ender i venstre side, hvor Mikkel “Niller” Hallberg er gået med frem, som han gjorde så mange gange i går – han sender et super godt indlæg i panden på Valdemar Montell, der også var gået med frem – han header den sikkert i netmaskerne til 0-2.

111. minut

Hjemmeholdet sendte en kold spand vand i ansigtet på FC Roskilde med en hurtig reducering. Et langt indlæg fra venstre side sejler hele vejen over FC Roskilde-forsvaret til modsatte stolpe, hvor Sebastian Kroner dukker op og stanger den i mål til 1-2. Presset blev nu om muligt endnu større på FC Roskilde.

120. minut

Indskiftede Ronny Larsen lukker kampen til 1-3. “Niller” er igen med i situationen – til sidst ender bolden for fødderne af Ronny, der råt og uden nåde banker bolden i kassen foran mål.

Næste kamp

Efter denne flotte mandfolkeindsats, der gav mange af de unge spillere i truppen “hår på brystet” – for kampen var hård og ubarmhjertig, og helt aldeles nådesløs – venter nu første kamp i 2. Division.

Det bliver også et brag af en kamp, der venter i Roskilde Idrætspark, når AB Gladsaxe kommer på besøg lørdag, den 6. august, kl. 14:00.

1 - 3
Fuld Tid