fcroskilde-vanløse

FC Roskilde vs. Vanløse: Intens Testkamp Resulterer i Roskilde-sejr

FC Roskilde vs. Vanløse: Intens Testkamp Resulterer i Roskilde-sejr

Lørdag kl. 13:00 lød dommerens fløjt, og græsset på banen blev straks omdannet til en slagmark, da FC Roskilde og Vanløse mødtes til en testkamp. Begge hold viste sig villige til at yde deres bedste, hvilket resulterede i en spændende og intens kamp på grønsværen.

Både FC Roskilde og Vanløse satte et højt tempo fra starten af kampen. Der blev ikke sparet på tacklingerne, og begge hold viste en imponerende vilje til at kæmpe for bolden.

Det var dog FC Roskilde, der viste sig mest farlige i angrebet, især i den sidste tredjedel af banen. Efter ca. 20 minutters spil blev nytilkomne Mikkel Madsen revet omkuld i feltet, hvilket resulterede i et direkte frispark. Roni Arabaci udnyttede chancen og sendte bolden sikkert i mål bag en chanceløs Vanløse-keeper.

Trods flere tilbud til FC Roskilde manglede skarpheden foran mål, og pausestillingen var derfor 1-0.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet stort set uændret. Udskiftninger blev foretaget på begge hold, men alle spillere bød ind med højt niveau og intensitet.

Med kun fem minutter tilbage af kampen brød FC Roskilde igennem på venstre side, og unge Frederik Engqvist sendte bolden i nettet til en sikker 2-0 føring. Selvom Cornelius Allen nåede at ramme overliggeren efter et hjørnespark, kunne Vanløse ikke ændre kampens gang.

Alt i alt en rigtig fin kamp, der lover godt for den kommende tids forberedelser.

Følgende spillere sad på bænken til kampen.

16 Alexander Jensen, 3 Oliver Juul, 5 Cornelius Allen, 9 Mads Freitag, 12 Nichlas Vesterbæk, 18 Andreas Maarup, 20 Nikolaj Zachariassen, 21 Mads Skøtt, 22 Selim Baskaya, 33 Frederik Engqvist (U19).

 

2 - 0
Fuld Tid

FC Roskilde vs HIK

Solen skinnede herligt ned over Roskilde Idrætspark, der dannede rammen om sæsonens sidste kamp for FC Roskilde. Gæsterne var HIK, der også havde sikret sig overlevelse i 2. division. I dag var der primært æren at spille for, hvilket også er rigeligt. Der var ikke tvivl om, at alle Roskildes spillere vil vinde – hver gang!

Der blev inden kampen sagt farvel til en del spillere, der ikke fortsætter i FC Roskilde efter sommerferien – nemlig Roskildelegenden, Andreas Hermansen, Mathias “Mac” Christensen (FC Helsingør), Marius Qvarnstrøm, Lucas Koch, Nicolaj Thomsen, Karlo Trkulja, Filip Solongo, Ronny Larsen og Oliver Lassen. Endvidere stopper træner Daniel Sehested (Young Boys, Silkeborg). Det var en lidt vemodig måde at starte det hele på, men sådan er det desværre nogle gange.

FC Roskilde spillede også for at gå ubesejret igennem kvalifikationsspillet.

FC Roskilde-spillerne viste hurtigt, at der var handling bag ordene i forhold til motivation, spillelyst og vilje til at vinde kampen. Der var nemlig ikke spillet to minutter da Andreas Maarup kunne bringe FC Roskilde foran. Så var vi da igang.

Få minutter efter målet begyndte den danske sommer så at vise sig fra sin mest “alsidige” side. Først begyndte det at regne og i det 12. minut begyndte det så at tordne. Dommer, Frederik Svendsen, stoppede helt korrekt kampen for at afvente vejrsituationen.

Stadionspeakeren annoncerede kort efter, at dommeren vil se vejret an i 10 minutter, hvorefter han ville træffe afgørelse i forhold den videre afvikling af kampen.

Stadionuret viste 21 minutter: Spillet genoptaget.

Stadionuret viste 25 minutter: Spillet stoppes igen. Dommeren giver det fem minutter.

Stadionuret viste 33 minutter: Spillerne går ud på banen, uden at kampen fløjtes igen – men så tordner det igen, og de må igen gå ind.

Stadionuret viste 45 minutter: Dommerens tålmodighed er opbrugt, og han fløjter kampen af.

Nu afventer vi DBU’s afgørelse i forhold til om kampen skal genoptages eller om kampen kan betragtes som færdigspillet. Det hele startede så godt, og så endte det med en lidt flad fornemmelse. Det var ikke nogle af holdenes skyld, men vejret.

Der er afsagt endelig kendelse efter lørdagens afbrudte kamp mod HIK, der blev fløjtet af ved stillingen 1-0 til FC Roskilde efter cirka et kvarters aktiv spilletid.

Fodboldens Disciplinærinstans bemærker, at begge klubber til Divisionsforeningen har oplyst, at de ikke ønsker at spille kampen færdig, og at de ønsker, at stillingen (1-0 til FC Roskilde) fastsættes som kampens resultat.

Fodboldens Disciplinærinstans bemærker desuden, at der var tale om sidste kamp i turneringen, og at den ikke ville have større betydning for stillingen i 2. division.

Fodboldens Disciplinærinstans vurderer på baggrund af dommerens indberetning og klubbernes redegørelse, at kampen ikke skal genoptages og dermed ikke færdigspilles.

Fodboldens Disciplinærinstans fastsætter således kampens resultat til 1-0 til FC Roskilde

Vi slutter derfor sæsonen 2022/2023 af med en 1-0-sejr over HIK, en førsteplads i kvalifikationsspillet og en samlet syvendeplads i 2. Division.

1 - 0
Fuld Tid

FC Roskilde vs Frem

FC Roskilde kunne med en sejr her til aften fortsætte stimen af gode præstationer og samtidig sende Frem snublende tæt på nedrykning. “Ørnene” kunne forvente at møde et topmotiveret Frem-hold, der – udover kampen for overlevelse – formentlig gerne ville have vasket 2-5 pletten af fra det seneste indbyrdes opgør.

Uanset resultatet af aftenens kamp i Roskilde Idrætspark, hvor der i øvrigt emmede af sommer, hygge og fodboldstemning, vil kampen i morgen mellem Skive og HIK helt givet blive fulgt af Frem-folkene med stor interesse. Der begynder at være flere resultater, der skal falske sig for dem, hvis de skal forblive i 2. division

Der blev gået fint til vaflerne i duellerne fra begge sider og spillet blev afviklet i et fornuftigt tempo. Der skete noget i begge ender. Monday stod for halvleges enlige scoring. Frem havde også et par gode bud, men Marco Brylov i Roskildemålet tog sig kærligt af det, der kom.

Frem forsøgte sig også i 2. halvleg med et hårdt pres, men FC Roskilde havde kontrol over kampen, leverede med overskud og spillede ganske enkelt sit eget spil på en rolig og overbevisende måde. Oliver Juul fik tordnet en bold i kassen til 2-0 og det kunne have været blevet 3-0, men Monday misbrugte en friløber, da han afsluttede direkte på keeperen.

Først i overtiden kom så scoringen til 3-0. Oliver Juul stod igen bag scoringen, En rigtig fin indsats og et 50-kamps jubilæum krydret med to mål. Det må siges at være “en god dag på kontoret” for Juul.

1-0 (27′)

Bolden lander i højre side af feltet efter godt Roskilde-pres. Monday Etim prøver i et par omgange at komme fri, så han kan afslutte – første gang lykkedes det ikke men anden gang løfter han smart bolden over en flok modstandere og Frem-keeperen, Sebastian Sørensen, og bolden går i mål ved modsatte stolpe. Keeperen og Maarup drøner i situationen ind i stolpen. Begge må ned og bide i græsset men kommer hurtigt op igen.

2-0 (48′)

Maarup bryder igennem i højre side og banker bolden på trekantssammenføjningen – bolden springer ud til Oliver Juul, der trykker resolut af og holder flot bolden nede – bolden tordner i kassen uden chancer for Frems keeper.

3-0 (93′)

Oliver Juul lukker festen og banker bolden i kassen på en ripost, hvor Frem-keeperen halvklarer et godt langskud fra Mads Skøtt. Ung Skøtt leverede igen igen en virkelig imponerende indsats på den centrale midtbane. Den dobbelte målscorers flotte afslutning bliver kampens sidste aktion. Dommer, Emil Martinussen, fløjter af inden Frem når at give bolden op.

FC Roskilde leverede en fin og gedigen indsats i dag og vandt fortjent. Gæsterne spillede i perioder fint, de har hurtige folk og en masse vilje, men de viste sig bare uskarpe, når de kom i feltet. Set over hele kampen var FC Roskilde bare det bedste hold. Det kan ingen vist sige så meget til.

3 - 0
Fuld Tid

FC Roskilde vs Brabrand IF

Efter en kamppause på 14 dage, skulle FC Roskilde endelig i kamp igen. Dagens modstandere var rækkens tophold, Brabrand, der i sidste weekend slog Frem med 2-1.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var sjove og hyggelige aktiviteter med hoppeborg, skydeskive m.v. Der var øl/vand, pølser og popcorn, fanshop og godt humør- med disse rammer, så er det altså bare skønt at være til fodbold sådan en lørdag eftermiddag i Roskilde Idrætspark.

På banen startede det hele i afmålt tempo – det var som om de to hold lige skulle føle hinanden lidt an. Efter en halv times spil viste gæsterne tænder et par gange med skude lidt udefra, men begge gange var Brylov klar i Roskilde-målet. FC Roskilde spillede fint og var tålmodige, men kunne ikke rigtig bryde afgørende igennem.

I det 40. minut lykkedes det dog endelig – Monday blev sendt alene med Brabrand-keeper efter en dejlig stikning i dybden fra “Mac” – Monday tabte dog duellen og misbrugte altså den store chance for at bringe FC Roskilde foran. Derfor kunne holdene går til pause med stillingen 0-0.

2. halvleg fortsatte som en taktisk affære, hvor FC Roskilde havde bolden mest, og hvor gæsterne stod lavt på banen og forsvarede sig.

53 minutter var spillet da der kom “hul på bylden” – Maarup spillede bolden ind på midten af banen, hvor Lassen “lagde bolden af” til Mads Skøtt, der bankede flot og fladt til bolden – den blev rettet af i Brabrand-forsvaret og snød målmanden – bolden gik i nettet til 1-0 og unge Skøtt havde bragt FC Roskilde på sejrskurs.

Kampen åbnede dog ikke nævneværdigt mere op efter målet – det var som om at gæsterne ikke ville så lagt frem på banen og satse noget. Hjemmeholdet havde fortsat bolden mest og gæsterne prøvede at leve på omstillinger, uden det store held. To minutter før ordinær tid, kom indskiftede Lucas Martinsen igennem – han afdriblede sin oppasser og kom alene med målmanden – det var en gylden chance til at lukke kampen, men igen står Brabrand-målmanden i vejen og med en fin aktion holdt han sit hold inde i kampen.

Dommeren havde fundet 4 minutters tillægstid – og i sidste minut kastede Brabrand alt frem og fik sig spillet frem til en ganske kompetent afslutning fra kanten af feltet – en flyvende Marco Brylov, der også blev kåret til “man of the match”, fløj helt ud i sin fulde længde og skubbede bolden forbi mål. En forrygende flot redning, der sikrede FC Roskilde alle tre point. I sekundet efter lyder sidste dommerfløjt og “Ørnene” kunne fejre en fortjent 1-0 sejr over kvalifikationsspillets tophold.

Disse tre point kan vise sig ualmindelig vigtige – Frem vandt 1-3 ude over Skive i dag. Vi er nu halvvejs igennem kvalifikationsspillet – som mange kalder “nedrykningsspillet” – og vi er nu kravlet forbi Skive og op på 2. pladsen. Spændingen er dog stadig intakt – vi både kan vinde rækken, men desværre stadig også rykke ud – så intet er endnu afgjort.

1 - 0
Fuld Tid